Rolvsjord, Randi (2002). Når musikken blir språk. Musikalsk kommunikasjon i musikkterapi – et dialektisk perspektiv. 97 sider. Oslo: Unipub forlag.
Reviewed by Lars Ole Bonde, Ass. Prof., Aalborg Universitet.
Er musik et sprog? Hvis ja: hvordan adskilller musikken sig da fra det verbale sprog? Det er disse grundlagsspørgsmål, Randi Rolvsjord beskæftiger sig med i sin lille, men stof- og tankerige bog (baseret på hendes speciale/hovedopgave fra 1998). Rolvsjords svar på det første spørgsmål er: ja, og hendes position i den faglige debat – spørgsmålet om hvordan musik er et sprog – er baseret på grundige studier i teorier om (musikkens) betydning (Saussure, Peirce, Meyer, Langer, Nattiez, Fornäs, Ruud m.fl.), og intersubjektivitet (Stern, Trevarthen).
Mellemregningerne udgøres af bogens hovedafsnit, som først diskuterer to – tilsyneladende – uforenelige aspekter af musikoplevelsen: den umiddelbare oplevelse af musikalsk kommunikation og den middelbare refleksion over meningen med/af samme. Derefter foreslår Rolvsjord en dialektisk forståelse af forholdet mellem det umiddelbare og det middelbare som en løsning på det teoretiske og praktiske dilemma. Denne dialektisk-integrerende forståelse er baseret på Julia Kristevas teori om meningsdannelse i sproget, som introduceres i diskuterende form, og som derefter anvendes på den berømte “Edward”-case (en tidligere version af denne analyse vil være velkendt for læsere af dette tidsskrift).
Forfatteren er teoretisk velinformeret inden for området: Vi får præsenteret de væsentligste standpunkter i den lange æstetik-historiske debat om ‘musik som sprog’, og Rolvsjord knytter an til såvel Ruuds velkendte model over musikanalytiske niveauer (og dens variant i moderne kulturteori hos Johan Fornäs): musik kan forstås på et fysisk-materielt niveau, et form-relationelt eller syntaktisk niveau, et semantisk og et pragmatisk niveau. Bogen gør kort og klar rede for de fire niveauer og deres relevans for musikterapeutisk teori og praksis.
Bogens hovedanliggende – og væsentligste bidrag til faglitteraturen – er imidlertid introduktionen til Julia Kristevas musiksemiotik. Selvom jeg gerne havde set at denne spændende franske teoretiker havde fyldt
mere i bogen (hendes teori er både kompleks og kontroversiel, hvad Rolvsjord da også bemærker), er jeg glad for at se hendes teori om forholdet mellem den symbolske og den semiotiske orden introduceret på en forståelig måde, som også appliceres på musikterapiteoretiske og -analytiske problemer: Rolvsjord nøjes ikke med at referere teorien i hovedtræk, hun bringer også Kristevas dialektiske teori i spil i forhold til et velkendt empirisk materiale: “Edward”-casen fra Nordoff & Robbins “Creative Music Therapy” (Casen og en engelsk udgave af Rolvsjords analyse er tilgængelig i Nordic Journal – i elektronisk såvel som i papirform). Det er spændende læsning og samtidig en god pædagogisk anvendelse af Kristevas teori.
Kristeva er eksponent for en teoretisk semiotik, som bl.a. reflekterer over forholdet mellem sprog (herunder iflg. Rolvsjord også musik), køn, kultur og samfund. Hun insisterer på sprogets flertydighed, dialektikken mellem det ‘symbolske’ (det logiske, referentielle niveau) og det ‘semiotiske’ (det kropsligt-driftsbestemte niveau) – og på poesiens revolutionære potentiale (knyttet til potentialet for forandring,
vækst og udvikling). Kristeva inddrager endog kærligheden som en faktor, der ikke kan abstraheres fra, heller ikke teoretisk. – Dette er ikke hverdagskost, hverken i sprogteorien eller i musikterapiteorien, men Rolvsjord formår at skabe god forbindelse til teoretikere som Kenny, Priestley og Bruscia.
Personligt har jeg svært ved at følge Kristevas radikalt feminististiske betragtninger over sprogets Symbolske oden som “konstitueret på modsætningsforholdet mellem det maskuline og det feminine:
Oppdagelsen av at nogen har penis og at nogen ikke har…” (s. 59). For mig er det maskuline/feminine mere interessant at diskutere som et psykologisk potentiale hos begge – biologiske – køn, og jeg kan ikke følge Rolvsjord i hendes kritik af begreberne maskulint/feminint som de anvendes i (moderne) musikanalytisk litteratur (s 60): her mener jeg netop, der er tale om metaforer, som henviser til mere eller mindre universelle, kropsligt baserede, ‘semantiske’ erfaringer. Som faktisk kan forenes med Kristevas grundsynspunkter.
Jeg har længe savnet en kvalificeret tekst på et nordisk sprog, som kort, præcist og fagrelateret præsenterede de grundlæggende spørgsmål om musikkens betydningspotentiale på en måde, der kunne forstås af musikterapistuderende – og som samtidig diskuterede de mulige svar og positioner på en relevant måde. Den tekst synes jeg, jeg har fundet her. Randi Rolvsjords bog er ikke letlæst – dertil er emnet for komplekst – men den er klar, velorienteret og smukt sat op (bl.a. med det Munch-inspirerede forsidebillede). At bogen samtidig er båret af et engagement og fremfører et standpunkt er kun en fordel – også selvom denne anmelder måske ikke er ganske enig hele vejen.
Jeg vil gerne anbefale denne lille bog som en sober og selvstændig indføring i de erkendelsesmæssige problemer, der er knyttet til den musikalske menings dialektik.