A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Musikterapi: når ord ikke slår til. En håndbog i musikterapiens teori og praksis i Danmark

Br2001_07FSLars Ole Bonde, Inge Nygaard Pedersen og Tony Wigram (2001). Musikterapi: når ord ikke slår til.
En håndbog i musikterapiens teori og praksis i Danmark.
Aarhus: Forlaget KLIM.

Anmeldt af Anne Steen Møller, Ingrid Irgens-Møller og Bent Jensen.

Så er den her, den danske fagbog om musikterapiens teoretiske grundlag og dens praksis i Danmark! Det er et værk som i høj grad har været savnet, en nødvendig opgave som de tre primære undervisere på musikterapistudiet har påtaget sig. Bogen må ses som en naturlig opfølgning af arbejdet med at opbygge uddannelsen og Phd-studiet, og som en manifestation af at faget i dag er rodfæstet i Danmark indenfor en række praksisområder.
En gennemlæsning af indholdsfortegnelsen afslører at der bliver gået grundigt til værks mht. at give læserne en nuanceret baggrund for at forstå på hvilket grundlag musikterapitraditionen i Danmark er udviklet.

Kap.1. “Introduktion til musikterapi”

Bogen lægger ud med at give læseren et kort rids af antikkens syn på musik og menneske.

Afsnittet er velskrevet og vedkommende, selvom forfatterne understreger at brugen af musik som terapi i antikken og op gennem tiderne ikke kan ses som dokumenteret viden eller som en kontinuerlig udvikling der udgør et fundament for musikterapi i dag. Men vi kan drage paralleller mellem et moderne holostisk menneskesyn og antikkens tanker.

Derefter beskrives musikterapiens opståen og udvikling i Danmak. De tidlige pionerer får den plads og anerkendelse de fortjener som banebrydere for uddannelsen og for mange af de jobs vi “nye” sidder i. Fundamentet for – og opbygningen af uddannelsens form og indhold beskrives kort, og det fornemmes hvilken vanskelig opgave det har været at etablere den i universitetssammenhæng så kontroversielle uddannelse.

I sidste del af kap. 1 lykkes det at skabe et overblik over mange af de aspekter der har indflydelse på, hvordan musikterapi defineres og udøves. Det fremgår klart at musikterapi ikke er en entydigt definérbar behandlingsform. Forfatterne refererer til Bruscia, én af fagets vigtigste forskere og teoretikere, hvis niveauinddelinger også tages op i et senere kapitel. De mange uddybende referencer til den internationale forskning i musikterapi, er en af kvaliteterne ved bogen.

Kap. 2 “Musikterapiens teoretiske grundlag”

I afsnittet om musikterapiens teoretiske grundlag er der først en meget klar og informativ gennemgang af musikpsykologiens betydning for musikterapi. Der beskrives at denne disciplin er relativ ny i Danmark og at der ikke findes nogen international konsensus. I dansk sammenhæng betones vigtigheden af at naturvidenskabelige og humanistiske traditioner findes side om side og kan komplementere hinanden.

I følge forfatterne baserer danske musikterapeuter først og fremmest deres faglige identitet på et humanistisk, psykodynamisk samt musikpsykologisk grundlag. Desuden arbejder og identificerer musikterapeuter sig i et krydsfelt mellem kunst og videnskab hvorfor det er uhyre kompliceret at etablere en videnskabelig identitet.

Dernæst beskrives hvorledes musikterapien i Danmark overvejende er inspireret af klassisk psykoanalyse. Musikterapeutisk teori hviler på klassisk psykoanalyse men afviger på en række væsentlige punkter. Musikterapien har primært anvendt de tekniske regler og kliniske begreber fra psykoanalysen som er blevet modificerede eller omdefinerede i musikterapeutisk sammenhæng.

Desuden beskrives i dette teoriafsnit hvordan teoretikere som Kernberg, Stern og Wilber har stigende betydning for musikterapeutisk teori.

Afsnittet om musikterapiens teoretiske grundlag i Danmark fokuserer overvejende på arven fra psykoanalysen, hvilket afspejler det oprindelige teoretiske grundlag for musikterapiuddannelsen i Ålborg. De følgende afsnit om terapiteori og afsnittet om forskellige terapeutiske retninger, bidrager imidlertid til et mere nuanceret billede af musikterapien i Danmark med hensyn til teoretiske referencer. Alt i alt giver bogen en meget klar og anvendelig fremstilling af et så omfattende tema.

Kap. 3. “Internationalt kendte musikterapiretninger – en introduktion”

Fem store retninger/traditioner bliver her præsenteret: GIM, Analytisk Orienteret Musikterapi (AOM), Kreativ Musikterapi (Nordoff/Robbins traditionen), Alvins frie improvisationsterapi, og den adfærdsorienterede tradition. I hvert afsnit gives en kort gennemgang af retningens historie, definitioner, fremgangsmåder, teknikker og anvendelsesmuligheder. I kapitlerne om “Kreativ musikterapi”, “Alvins frie improvisationsterapi” og “Adfærdsterapi” beskrives også foretrukne dokumentationsmåder. Hvorfor dette mangler i de første to beskrivelser er ikke umiddelbart til at forstå.

Fremstillingen er for det meste grundig og klar – man får mange informationer i en lettilgængelig stil. Dog er sproget visse steder lidt “kringlet” – især i gennemgangen af analytisk orienteret musikterapi . Det virker som om der lige mangler den sidste gennemlæsning! I kapitlet om Alvin er det svært at danne sig et billede af terapiformen, da der ikke er så mange konkrete beskrivelser af fremgangsmåder.

Den sidste af de 5 retninger der omhandles er adfærdsorienteret musikterapi, som er en vigtig terapiform i udlandet. Der mangler en reference til situationen i Danmark – er der overhovedet nogen der arbejder indenfor adfærdstraditionen her i landet?

Bortset fra disse mangler, er præsentationen af retningerne velskrevet og grundig – man får et udmærket indtryk af traditionernes forskellighed.

Forfatterne har valgt i dette kapitel også at beskrive 3 andre fremgangsmåder, der ikke kan betegnes som modeller eller retninger. Den første af disse præsenteres i et afsnit kaldet “Fysiologiske reaktioner på musik “, hvilket virker meget forvirrende i et kapitel om musikterapiretninger. Afsnittet omhandler metoder, der udnytter musikkens fysiologiske virkninger, og beskæftiger sig mest med vibroakustisk terapi. Emnet er vedkommende, men overskriften kunne have været bedre.

Dernæst beskrives musik-medicin, – musikkens anvendelse i medicinsk behandling – som afslapning, stimulation eller smertebehandling. Hvorfor nævnes det ikke i dette afsnit at musikterapeuter indenfor dette område i høj grad også beskæftiger sig med de følelsesmæssige og psykologiske aspekter af en livstruende sygdom, f. eks. i arbejdet med kræftpatienter? Dette er ellers emnet i et af de forskningsprojekter på phd. studiet i Ålborg, der senere beskrives i bogen: Trygve Aasgaard, Norge, som arbejder med brugen af sange/sang-skrivning i processer med kræftsyge børn. (S. 221) Der findes meget litteratur om musikpsykoterapi på hospitaler, og området har stor relevans for danske musikterapeuter da hospitalerne er et potentielt, kæmpestort arbejdsområde, der ligger og venter på at blive opdyrket af os.

Det sidste af de tre afsnit omhandler musik-healing. Der er en kort gennemgang af forskellige former for lyd-healing og musik-healing. Dette er meget relevant, da mange ligestiller musikterapi med lydhealing.

Slutningen af kapitlet omhandler musikterapeutisk musikforståelse, hvilket er delt i fire afsnit: En indledning, musik som analogi, musik som metafor, og musikkens 3 niveauer, (metaforisk lytning til 4 stykker barokmusik).

Forfatterne stiller tre spørgsmål: – Er musik et sprog? – Kan musikken have en mening ud over det rent musikalske? og – Kan musik have en mening eller en betydning, selv om dette ikke kan udtrykkes i ord? Ken Bruscia og Even Ruud bliver inddraget med hver deres synsvinkel på spørgsmålene. Det er en fin sammenfatning og diskussion, klart skrevet og let at forstå.

Her virker det dog forvirrende, at en diskussion om musikforståelse kommer ind i et kapitel om musikterapeutiske retninger og traditioner, i stedet for under det teoretiske grundlag eller i et selvstændigt kapitel.

Kap 4. “Musikterapi i praksis: Kliniske og andre arbejdsområder”

Forfatterne starter med at fremhæve nødvendigheden af at musikterapeuter udvikler procedurer mht. henvisningskriterier, udredning, evaluering mv. Der beskrives et forslag til praksis baseret på materiale udviklet af en række erfarne musikterapeuter.

Musikterapiuddannelsens forankring i Mary Priestley´s analytiske musikterapi uddybes i afsnittet om musikterapi i hospitalspsykiatrien. Der redegøres for nogle af hendes begreber og metoder i relation til den psykoanalytiske teori, og for betydningen af den selvudviklingsproces som Mary Priestley betragtede som obligatorisk for analytiske musikterapeuter og som altid har været en vigtig bestanddel i den danske uddannelse.

Afsnittet giver et overblik over musikterapeutens arbejdsområder i psykiatrien. Musikterapeuter i psykiatrien kan arbejde med en bred vifte af patienter. I sær kan patienter med svære relationsforstyrrelser og jeg-svage problematikker have gavn af musikterapi.

Afsnittet afsluttes med en meget illustrativ casegennemgang, hvor båndeksemplerne kan høres på den medfølgende CD. Den pågældende patient har selv givet en beskrivelse af betydningen af musikterapien, hvilket sætter casebeskrivelsen i perspektiv.

Hvor bogen generelt udmærker sig ved grundig bearbejdelse af tekst, indhold og referencer til relevante teorier, er afsnittene om musikterapi med fysisk og psykisk udviklingshæmmede klienter en undtagelse. Teksten er af svingende kvalitet og afsnittet virker overordnet set sammenstykket og lidt rodet, med for mange gentagelser og opremsninger. Flere af overskrifterne er dårlige, f.eks. er “Børn med forskellige lidelser” ikke en acceptabel kategorisering indenfor dette område. Og hvorfor begrænses afsnittet til kun at omhandle børn? Hvori adskiller denne gruppe sig i øvrigt fra Ulla Holck´s “Musikterapi med børn uden sprog og børn med forsinket eller afvigende kommunikativ udvikling”?

Bortset fra ovennævnte kluntede overskrift er Ulla Holcks indlæg, som er baseret på hendes phd.afhandling, velskrevet og velunderbygget, med relevante referencer til Stern, Trevarthen m.fl.

Referatet af Anne S. Møllers 5 kontaktniveauer giver ikke rigtig mening, men den lille case-beskrivelse og lydeksemplerne (afsnit 4.4) er meget illustrative.

Det skal nævnes at der i Danmark altid har været ansat flest kandidater indenfor området med fysisk/psykisk udviklingshæmmede, og denne viden og erfaring kunne forfatterne i højere grad have have trukket på, i forhold til beskrivelsen af praksis i Danmark.

Et område under udvikling er musikterapi med ældre/demente. Allerede i 60´erne arbejdede én af pionererne i Danmark, Synnøve Friis, på dette område. Hanne Mette Ochsner, som er phd.studerende, har skrevet dette afsnit som både er letflydende, præcist og indfølende. Kapitlet indeholder overvejelser om hvad et liv med demens indebærer og beskriver hvordan musikken kan hjælpe demente med at “genfinde” sig selv og brudstykker af deres liv, omend i kortvarige nu´er.

I kapitlet beskrives også hvordan musikterapi og musik bruges i mange sammenhænge med voksne mennesker, f.eks i distrikts-psykiatrien , i miljøterapeutiske sammenhænge, på daghøjskoler mv.

Afsnittet om musik som middel til selvudvikling er ret udførligt. Forskellige kvaliteter og virkninger i musikken fremstilles med gode praksiseksempler, som knyttes an til teoriafsnittet tidligere i bogen.

Kapitlets mange musikeksempler som dokumentation af teksten, fungerer fint. Det er spændende læsning, der uddyber forståelsen af musikkens uendelige muligheder..

Kap.5. “Musikterapeutisk forskning og klinisk vurdering”

I afsnit 5.1 gives et godt overblik over forkningens indhold og udførelse på musikterapiområdet. Der fokuseres på forholdet mellem kvantitative og kvalitative metoder og holdningen er at begge traditioner må integreres i den musikterapeutiske forskning. I afsnittet refereres forskellige vigtige internationale forskningprojekter. Bl.a. præsenteres “anvendt adfærdsanalyse” som en brugbar model for et overskueligt (og billigt) forskningsprojekt for musikterapeuter, der arbejder alene. Dette kan give stof til eftertanke for praktikere, der tager afstand fra alt hvad der lugter af behaviourisme.

Forskningen i Danmark,- på Ålborg Universitet og på forskningskliniken på Ålborg psykiatriske sygehus præsenteres i et særskilt afsnit. Herefter beskrives forskeruddannelsens baggrund og opbygning samt de internationale Phd.projekter. Ålborg Universitet er pt. det eneste sted i Europa, hvor man kan tage en Phd.grad i musikterapi..

Assessment – klinisk vurdering i musikterapi – behandles grundigt i afsnit 5.4. Tony Wigram, som har arbejdet indgående med assessment, laver en kort fremstilling af nogle af de vigtigste assessmentmetoder. Herefter eksemplicificerer han, hvordan han arbejder med assessment i praksis gennem casebeskrivelsen af Joel. Forløbet af en session stilles skematisk op og forskellige informationer sammenholdes på en meget overskuelig måde. Dette uddybes af lydeksemplerne.

I afsnit 5.5 gennemgåes forskellige former for videnskabelig dokumentation og musikterapiforskning relateres hertil. Forfatterne kommer med forslag til en standardiseret måde at beskrive den terapeutiske proces på, et udspil som praktikere forhåbentlig vil gøre brug af. Kapitlet sluttes af med et indlæg af Wigram om musikterapi som en indikeret behandlingsform i forhold til autisme. Kort og præcist beskriver han den omfattende forskning og viden der ligger til grund for den musiktkerapeutiske indsats i forhold til autister. Her er meget inspiration og konkret viden at trække på for musikterapeuter i Danmark.

Kapitel 6 “Uddannelsen af musikterapeuter i Danmark”

I afsnittet om musikterapiuddannelsen i Ålborg er det tydeligt at mærke forfatternes engagement og stolthed over uddannelsens egenart. Der fremhæves det vigtige i at den studerende både udvikles personligt og får en lang række færdigheder og der beskrives hvordan den studerendes musikalske identitet styrkes. Som enestående for Ålborguddannelsen beskrives hvordan egenterapi og selvudvikling er integreret i uddannelsen. Beskrivelsen vidner om en uddannelse i stadig udvikling. Det er en god vejledning for folk som påtænker at starte på musikterapiuddannelsen, men også en god levende beskrivelse som alle andre kan have glæde af at læse fordi den giver et godt overblik over hvor bred en musikterapiuddannelse egentlig er.

Kap. 7 “Musikterapi: ressourcer og materialer”

I kapitel 7 nævnes de vigtigste ressourcer og materialer vedrørende musikterapi: organisationer og foreninger i Danmark, tidsskrifter, musikterapi og internettet, bøger, artikler og CD-rom’er. Sammen med litteraturlisten gør fortegnelserne det muligt at orientere sig meget bredt omkring musikterapi. Det kunne være brugbart hvis der desuden efter hvert hovedafsnit var en specialiseret litteraturliste.

Til sidst i kapitlet er der to korte afsnit om etiske retningslinier for klinisk arbejde og nationalt og internationalt samarbejde.

Bogen slutter med en lille ordbog hvor de vigtigste faglige begreber defineres og uddybes.

Konklusion

Bogen er veldisponeret og velskrevet og fremtræder for det meste med et homogent præg. Gennemgangen af stoffet virker overvejende fagligt kompetent og veloplagt.

Der er en god balance mellem redaktionelt stof og referencer. Det er en af bogens styrker, at vanskeligt og omfattende stof bliver overskueligt fremstillet.

Nogle af praksisafsnittene, specielt området med fysisk-psykisk udviklingshæmmede, bærer imidlertid præg af at være skrevet af personer der ikke selv arbejder inden for området. Det er fagligt upræcist og stoffet virker ikke klinisk helt up-to-date. Det ville have styrket bogen hvis forfatterne havde lagt en større del af praksisbeskrivelsen ud til flere erfarne klinikere.

Målgruppen for bogen er ifølge forfatterne professionelle behandlere og andre faggrupper der har berøring med musikterapi samt kommende og nuværende musikterapeuter. “En brugsbog for seriøst interesserede”. Vi (anmeldere som alle er kliniske musikterapeuter) kan vanskeligt vurdere hvordan andre faggrupper vil modtage og bruge bogen, men det er vores formodning at man skal være endog meget “seriøst” interesseret for at læse den. Der er mange informationer som måske først og fremmest er relevante for musikterapeuter. Det er lykkedes forfatterne ikke at overdrive brugen af faglige og akademiske udtryk, men måske netop pga. den store informationsmængde mangler beskrivelserne ind i mellem liv og nerve. Titlen “når ord ikke slår til” og det flotte farveomslag kunne umiddelbart lægge op til en lidt mere levende og nærværende gennemgang af musikterapi.

Forfatterne understreger at bogen ikke er en lærebog – hvorfor ikke? Bogen er mere end en lærebog, men vi synes at den også netop har sin force her fordi så mange oplysninger er samlet på et sted. I øvrigt kan bogen anvendes som håndbog og opslagsbog. Den indeholer mange brugbare features som diverse oversigter, CD med lydeksempler, CD-rom og masser af litteraturhenvisninger.

Vores kritiske bemærkninger til trods må vi fastslå at forfatterne har kastet sig ud i og løst en næsten umulig opgave. Bogen fremstår som en stærk manifestation af musikterapien i Danmark. Vi håber at den vil blive læst og brugt af mange, og fremover være kilde til inspiration og debat.

Comments are closed.